-
Fem år efter corona står aktiemarkedet i »en ny virkelighed« – nu drager aktieeksperter paralleller til i dag
Source: BDK Finans / 11 Mar 2025 11:47:49 America/New_York
Det er få dage, man fem år efter husker så præcist som 11. marts 2020. I dag er det nemlig fem år siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde lukkede landet ned, og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede udbruddet af covid-19 for en pandemi. Det sendte de globale aktiemarkeder ud i en historisk voldsom nedsmeltning. Det amerikanske S&P 500-indeks faldt på én dag med 12 procent, og flere gange blev al aktiehandel stoppet, fordi kurstæskene simpelthen blev for voldsomme. Det blev den tredjeværste dag i historien, kun overgået af Den Store Depression i 1929 og den famøse Black Monday i 1987. På blot én måned faldt en lang række aktieindeks verden over med mere end 30 procent, inklusive det danske C25-indeks. Alligevel gjorde aktiemarkedet lynhurtigt comeback og satte allerede den sommer nye kursrekorder. Det, der ikke slår dig ihjel »What doesn’t kill you, makes you stronger,« sang Kelly Clarkson i 2011. Og det gjorde aktiemarkedet i den grad også i 2020. At aktiemarkedet gjorde comeback så hurtigt og markant, er ifølge porteføljeforvalter i Sampension Mads Bech Flarup en god læring for alle investorer i disse dage, hvor turbulensen på aktiemarkedet i den grad er til at føle på. »Det understreger på glimrende vis, at det ofte betaler sig at forblive investeret i aktiemarkedet – selvom udsving og lysten til at sælge til tider kan være stor,« siger han. Siden bunden i marts 2020 er amerikanske aktier steget med 175 procent, mens danske og europæiske aktier er steget med henholdsvis 100 og 130 procent. Nu står vi igen i »en ny virkelighed« Men efter en lang periode, hvor amerikanske aktier har klaret sig langt bedre end de europæiske, har 2025 været lige omvendt. »Det er sket, i takt med at væksten i USA har vist begyndende svaghedstegn, inflationsforventningerne er steget, og Trumps ageren har øget den politiske usikkerhed væsentligt,« siger Mads Bech Flarup. Mandag blev de amerikanske aktier rundbarberet efter nye spekulationer om en mulig recession i USA. S&P 500-indekset faldt med knap tre procent, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks havde sin værste dag siden 2022 og faldt med fire procent. »Med Trumps indtræden på verdensscenen for anden gang har vi fået en utilregnelig præsident, som skyder til højre og venstre med ideer og trusler, og det skaber enorm uro på de finansielle markeder og store overskrifter i medierne,« siger investeringsstrateg i Danske Bank Sofie Manja Eger Huus. Og er der noget, som markederne ikke kan lide, er det usikkerhed. Især når den usikkerhed kredser om, hvorvidt Donald Trump er ved at køre den amerikanske økonomi ud over kanten med sin politik og frygt for, at han trækker USA ud af NATO, fortæller hun. Ifølge Mads Bech Flarup kan det være starten på nye tider på de globale aktiemarkeder. »Vi står i en ny virkelighed, hvor investorer må tilpasse sig et skiftende landskab – en situation, der på visse måder kan minde om den turbulens, vi oplevede under coronakrisen,« siger Mads Bech Flarup. Hvordan kan vi bruge læren fra corona i dag? Derfor kan det som investor være en god idé at forsøge at tage ved lære af tiden under og efter coronanedlukningerne i disse dage. Og der er flere ting, man skal huske på. For det første skal man ifølge Mads Bech Flarup være påpasselig med at »forlænge verden med brædder«. »Coronatiden bød på markante forskelle i afkast både på tværs af og inden for de enkelte aktivklasser. Hvem husker ikke Zoom, der på få måneder steg 700 procent, men i dag handles på samme niveau som før pandemiens udbrud,« siger han. Den eksplosive stigning i Zoom-aktien kom på baggrund af en tro på, at både hjemmearbejde og -undervisning ville blive den nye normal. Men sådan endte det som bekendt ikke. Derudover hæfter han sig ved, at »normale« finansielle sammenhænge ikke nødvendigvis er mejslet i sten. For bagsiden af de historisk store coronahjælpepakker var den kraftigt stigende inflation i 2021 og 2022. »Det medførte et kraftigt skifte i, hvordan aktier og obligationer opførte sig over for hinanden. Aktieinvestorer kunne ikke gemme sig i obligationer, og obligationsinvestorer kunne ikke søge ly i aktier,« siger han. Han fortæller, at udviklingen har fået flere investorer til at revurdere deres overordnede investeringsstrategi, som i mange tilfælde er bygget op om netop antagelsen, at aktier og obligationer bevæger sig modsat af hinanden. Tålmodighed er en dyd – og den belønnes på aktiemarkedet For det tredje fortæller han, at det er vigtigt at huske på, at aktiemarkedet er fremadskuende og altid omstillingsparat. »Selvom vi i 2020 så ind i den laveste vækst i 90 år, steg aktiemarkedet hurtigt fra bunden. Aktiemarkedet er fremadskuende, og hvis indtjeningsforventningerne ikke ændres strukturelt, kan markedet relativt nemt se igennem midlertidig støj,« siger han. Det er også en opfordring, som Sofie Manja Eger Huus kommer med. Gule bjælker og dramatiske overskrifter kan nemlig give uro i maven hos de fleste, men det er aldrig en god strategi at sælge sine aktier i panik. »Politiske udmeldinger og begivenheder kan give meget støj, men den reelle betydning for den økonomiske vækst, for udviklingen i renterne og virksomhedernes indtjening kan sagtens være begrænset. Og dermed også betydning for dit afkast,« siger hun og tilføjer: »De finansielle markeder belønner dem, som er tålmodige og tænker langsigtet.« Mads Bech Flarup forklarer, at det er tæt på umuligt at time markedet perfekt. »Selvom mange forsøgte at time markedet i 2020, var de fleste bedre tjent med at forholde sig i ro,« siger han. Skulle man alligevel forsøge sig i dag, er det ifølge porteføljeforvalteren nyttigt at huske på den legendariske investor Warren Buffetts gamle råd: »Vær frygtsom, når andre er grådige, og grådig, når andre er frygtsomme.« https://www.berlingske.dk/business/fem-aar-efter-corona-staar-aktiemarkedet-i-en-ny-virkelighed-nu-drager